Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 20. juni 2017

Denne dag, et liv: En Astrid Lindgren-biografi af Jens Andersen

"'Jeg lever løs og synes, at man skal behandle hver dag, som om den var den eneste, man har,' sagde Astrid Lindgren. Hun døde som 94-årig i 2002.
Ordene 'Denne dag, et liv' mødte hun første gang som ung oprørsk pige i 1925. De fulgte hende gennem livet, i kærligheden og i kunsten som et mantra, som en form for ledetråd i menneskets uforskammet korte liv: Grib det, nyd det, brug det!
Den kunst forstod Astrid Lindgren, hvad enten hun befandt sig i skriveproces, legede heks med sine små slægtninge, kæmpede for børnebogens status, for unges rettigheder, eller som ældre trådte i karakter som miljøaktivist, fredsforkæmper og filantrop.


"Skal man være lykkelig, så må det komme inde fra én selv og ikke fra et andet menneske."

Tilbage i januar var Jens Andersen på min arbejdsplads for at holde foredrag om bogen Denne dag, et liv og det betød ca. 2 timers foredrag om den kære Astrid Lindgren liv og skriverier.
Jeg havde i flere måneder taget tilløb til at få læst Denne dag, et liv, men det var aldrig rigtig blevet til noget. Jeg læser nemlig sjældent biografier, jeg foretrækker nok fiktionens verden.
Men jeg har altid holdt af Astrid Lindgrens bøger, og nu kom Jens Andersen jo, så det var min motivation til at tage mig sammen og læst bogen. Og så er den også blevet rost til skyerne og er utrolig populær. Så en eftermiddag satte jeg mig ned i min lænestol og begyndte at læse Denne dag, et liv. Og sikke et liv Astrid Lindgren har levet! Jeg har ikke kendt meget til Astrids liv, og jeg havde nok ubevidst forventet et stille og roligt liv. Men jeg kunne da ikke have taget mere fejl. Astrids liv byder både på store glæder og store sorger. Hun har haft forhold til gifte mænd (de var på vej til at blive skilt) og hun har fået et barn uden for ægteskab, som hun var nødt til at sende til Danmark, hvor det skulle bo hos en plejemor. Og der gik faktisk en del år før at Astrid kunne hente sin søn hjem igen.

Denne dag, et liv er ikke kun et portræt af Astrid som forfatter, det er et portræt af Astrid som menneske både i de gode tider, men bestemt også de svære. Vi møder Astrid i stort set alle aspekter af hendes liv. Hendes karriere indenfor forlagsbranchen, hendes politiske karriere, hendes liv som datter, mor og kone, hvor hun helt klart vejede morrollen højest og så selvfølgelig hendes forfatterliv. Og dette giver et helskabt billede af en kvinde, hvis fortryllende børnebøger jeg nødigt ville havde været foruden. Faktisk kan jeg slet ikke forstille mig en barndom uden Pippi, Emil og Ronja, både i bogformat, men nok mere i film/tv format, for det er her jeg mindes, at jeg mødte dem først. Og jeg ser dem da stadig, når de en gang imellem bliver gensendt på tv.

Denne dag, et liv er utrolig velskrevet og meget levende fortalt. Jeg følte at jeg kendte Astrid personligt, selvom jeg desværre aldrig har mødt hende. Astrid har levet et spændende liv og Andersen får det formidlet med stor respekt. Han er velformuleret og nærværende. Biografien indeholder billeder, både private og mere officielle af Astrid, hendes familie og bøger. Derudover er uddrag fra breve hun har skrevet, uddrag fra nogle af hendes kendte børnebøger og så bliver der selvfølgelig også fortalt, hvor hun fik hendes ideer fra. Her spiller hendes børn en stor rolle. Jeg kunne fortælle meget mere om Astrids liv, men jeg synes at du selv skal læse den. Der venter dig noget af et eventyr.
"Først og fremmest vil jeg være sammen med mine børn. Dernæst vil jeg være sammen med mine venner. Og derudover vil jeg være sammen med mig selv. Helt og aldeles mig selv. Mennesket har et skrøbeligt, sølle værn mod, hvad livet kan finde på at slå til med, hvis han eller hun ikke har lært at være alene. Det er næsten det vigtigste af alt."
Hvis du ligesom mig ikke læser særlig mange biografier, kan jeg anbefale dig at starte med Denne dag, et liv. For her er du i trygge hænder hos en formilder der kan sit kram. Og hos en kvinde, der har præget mange børn og voksnes liv og som bliver ved med at gøre det i dag 15 år efter hendes død.
Og hvis du læser mange biografier og har lyst til en fortælling om en enestående kvindes fortryllende liv skal du læse Denne dag, et liv.


4/5 stjerner

Titel: Denne dag, et liv: En Astrid Lindgren-biografi
Forfatter: Jens Andersen
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2016 (denne udgave) / oprindelig udgivet 2014
ISBN: 9788702151268
Sideantal: 434 sider

Ingen kommentarer:

Send en kommentar