Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 1. november 2016

Oktober 2016

Oktober har været en travl måned på arbejde. Den har skam også været rigtig sjovt, men arbejdsdagene er fløjet afsted. Der blev pyntet op til Halloween/Allehelgensaften i stor stil, og jeg har travet gågaderne tynde med slik under armen og udklædt som en uhyggelige sjælesuger/vampyr sammen med min kollega, der var heks. Det var sjovt at se folks og især børns ansigter når de stødte på os.

Jeg har også deltaget i hele to Read-A-Thons i oktober. Den ene var igennem mit arbejde, hvor vi afholdte Bibliotekernes Readathon (#bibreadathon) i efterårsferien. Der mødte 18 unge op, og det var vildt fedt at opleve hvor dedikeret de var og ikke mindst hvor meget de fik læst på 24 timer.
Og så var der jo også Deweys Read-A-Thon, som jeg også deltog i. Det var som altid et fantastisk døgn, selvom jeg synes at to Read-A-Thons lige efter hinanden måske var for meget af det gode. Jeg fik læst 1466 sider fordelt på 8½ bøger og det er jeg rigtig glad for. Mit læsedøgn kan læses i sin helhed her.

Mine forældre var også på besøg, hvor min far hængte en del af mine Coco Electra malerier op, og det er fantastisk endelig at have fået nogle farver på væggene i stedet for kun hvidt. Efterfølgende var vi ude at spise og det var rigtig hyggeligt. Den sidste weekend af oktober var jeg også hjemme og besøge dem, og der fik jeg virkelig koblet af, gået ture med hunden samt besøge andre familiemedlemmer. Jeg trængte virkelig til at slappe af og ikke lave noget, og det var lige det jeg gjorde.

Derudover har jeg virkelig nydt efterårets indtog i denne måned. Det har været skønt at se bladene skifte farve og falde af træerne. Og at mærke den friske luft ruske i mit hår, og de enkle solstrejf blandet med regn på min kind. Det er en tid for gåture og en tid til at blive under dynen med en god bog.

I oktober fik jeg læst 24 bøger. Den længste var Ravnenes Hvisken af Malene Sølvsten på 707 sider, mens den korteste var Tim Burtons The Nightmare Before Christmas på blot 48 sider. Jeg købte en del bøger i oktober. og det blev derfor til hele 17 nye bogskatte, som jeg nu skal til at finde plads til i reolen.


Oktobers bedste læseoplevelse:
Jeg har læst pænt mange gode bøger her i oktober måned og det er jo bare dejligt. Så derfor vil jeg bare kort fremhæve de allerbedste bøger. Indenfor dansk fantasy - Ravnenes Hvisken og Den Faldne Djævel. Lidt amerikansk urban fantasy/horror - Guilty Pleasures. En wicked og opfindsomt eventyrgenfortælling - Beauty. En fortryllende og sjov børnebog - Matilda, samt en uhyggelig grafisk roman - Through the Woods. Sådan fik jeg en eventyr god blanding af læseoplevelser i oktober.

Oktobers største overraskelse:
Var Ondt blod af Kristen Painter. Jeg synes de to første bind i serien har været ganske okay underholdende, men toeren lagde op til noget som fik mig til at udsætte læsningen af treeren. Men da jeg så endelige fik taget mig sammen til at læse Ondt blod blev jeg positivt overrasket. Handlingen tog en anden retning og det jeg havde frygtet ville ske, skete slet ikke og det var bare helt igennem fantastisk.

Oktobers skuffende læseoplevelse:
Var novellesamlingen Mørke Guders Tempel. Det var Sword & sorcery fantasy, og jeg elsker fantasy. Jeg elskede bare ikke denne form for fantasy. Efter endt læsning sad jeg med en følelse af at jeg ikke havde forstået halvdelen af novellerne, og det er bare ikke sjovt.
En anden bog som skuffede mig var Harry Potter and the Cursed Child. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men det var i hvert fald ikke det jeg læste. Jeg er stadig i gang med at samle mine tanker om den, og forhåbentlig kan jeg få skrevet en anmeldelse af den på et tidspunkt.


I november skal jeg deltage i Irenes readalong af Jane Eyre. Der kommer et selvstændigt indlæg senere, så hold øje med bloggen.
Jeg skal selvfølgelig også til BogForum med mit arbejde. Jeg har endnu ikke fået helt på plads, hvad og hvem jeg vil se, men det skal nok komme.
Ellers har jeg ikke de store planer for november andet end jeg håber at få en del tid til at læse, til at slappe af og til at gå nogle lange ture.


Læste bøger:
Malene Sølvsten: Ravnenes Hvisken (Ravnenes Hvisken #1)
Laurell K. Hamilton: Guilty Pleasures (Anita Blake, Vampire Hunter #1)
Steen Langstrup: Ø
Marianne Larsen: Hændelser i stresset melankoli
Sarah Engell: Hjertet er 1 organ
Agnes Hammer: Jeg blogger dig væk!
Julie Murphy: Dumplin' (Dumplin' #1)
Mørke Guders Tempel
Anika Eibe: Er du okay, Marie?
Kristen Painter: Ondt blod (House of Comarré #3)
Nick Clausen: Mareridt & Myrekryb
David Lapham: The Strain volume 1
Teddy Vork: Sprækker
Tim Burton: The Nightmare Before Christmas
Mathias Clasen: Monstre (Tænkerpauser #3)
Angela Carter: The Bloody Chamber and Other Stories
Kenneth Bøgh Andersen: Den Faldne Djævel (Den Store Djævlekrig #6)
Sarah Pinborough: Beauty (Tales from the Kingdom #3)
Roald Dahl: Matilda
J. K. Rowling: Harry Potter and the Cursed Child
Emily Carroll: Through the Woods
Kenneth Bøgh Andersen: Tempus Fugit
R. L. Stine: Glem mig ikke! (Rædselsrummet #1)
Brian K. Vaughan: Saga volume 6

Ingen kommentarer:

Send en kommentar